Professor Larry Tucker med mælkekartoner med forskellige fedtprocenter. Foto: Jaren Wilkey/BYU Photo

Kan fedtfattig mælk forlænge dit liv?

Fedtfattig mælk kan muligvis bidrage til at du får et længere liv end hvis du drikker sødmælk eller undlader at drikke mælk.

 

Det antyder et nyt studie fra Brigham Young University i Utah, USA, hvor forskere har sammenlignet 5.834 voksne amerikaneres indtag af mælk og sammenlignet med længden af telomerer, der sidder som hætten på et snørebånd og beskytter vore kromosomer mod forvitring.

Resultaterne viste at mennesker, der drikker fedtfattig mælk er flere år biologisk yngre end personer, der drikker mæl med et højere fedtindhold.

"Det var overraskende, hvor stærk forskellen var. Hvis du drikker mælk med højt fedtindhold, skal du være opmærksom på, at det er forbundet med nogle betydelige konsekvenser," siger undersøgelsens chefforsker professor Larry Tucker, der har fået studiet offentliggjort i tidsskriftet Oxidative Medicine and Cellular Longevity.

Tucker undersøgte forholdet mellem telomerlængde og både mælkeindtagelsesfrekvens (dagligt eller ugentligt indtag) og mælkefedtindhold (sødmælk, 2%, 1% og skummetmælk). Telomerer er nukleotid endehætter på humane kromosomer. De fungerer som et biologisk ur, og de er ekstremt korrelerede med alderen; hver gang en celle kopieres, mister mennesker en lille smule af endehætterne. Så jo ældre folk bliver, des kortere telomerer.

Og resultaterne tyder på at jo mere fed mælk, folk drikker, jo kortere bliver deres telomerer.

Undersøgelsen afslørede, at for hver en procents stigning i konsumeret mælkefedt (2% mod 1% mælk) var telomerer 69 basepar kortere hos de studerede voksne, hvilket svarede til mere end fire års ekstra biologisk aldring.

Da Tucker analyserede de mest konsekvente mælkedrikkere, havde voksne, der drak sødmælk, telomerer, der var hele 145 basepar kortere end hos personer, der drak fedtfri mælk.

Næsten halvdelen af deltagerne i undersøgelsen drak mælk dagligt og en fjerdedel drak mælk mindst en gang ugentligt. Knap en tredjedel af de voksne rapporterede, at de drak sødmælk, og yderligere 30 procent rapporterede at have drukket 2% mælk. 10 procent drak 1% mælk, og yderligere 17 procent drak mælk uden fedt. Cirka 13 procent drak ikke komælk.

Noget overraskende fandt Tucker også, at folk, der ikke drak mælk havde kortere telomerer end voksne, der drak fedtfattig mælk.

Tucker mener, at resultaterne understøtter de nuværende kostretningslinjer for amerikanere (2015-2020), som tilskynder voksne til at konsumere fedtfattig mælk, både fedtfri og 1% mælk.

"Det er ikke en dårlig ting at drikke mælk," siger Tucker. "Du skal bare være mere opmærksom på, hvilken type mælk du drikker."

Spørgsmålet er dog om folk, der vælger at drikke fedtfattig mælk er mere opmærksom på deres vægt og måske dyrker motion og generelt spiser sundere. Det kunne også forklare længden på telomererne.